|
|
""Gid kræften ville få kræft og dø af den" |
Her kan historien fortsætte og det gør den da heldigvis også.
Der er sket en hel del siden jeg afsluttede min sidste beretning om min mands "tilstand" efter strålebehandling imod kræft i halsen.
Smagsløgene er tilsyneladende begyndt at virke, næsten som før!
Der er kommet lidt flere kræfter og lidt mere overskud til at kigge ind i fremtiden.
Kjeld har fået høreapparat og venter nu "bare" på en fuld tandprotese.
Husk det hele startede i maj 2003 og nu har vi januar 2005.
Kampen som pårørende, har også været lang og sej. Jeg hader i øvrigt dette udtryk. "PÅRØRENDE!" ”Vi taler jo ikke om et dødsfald. Vel?”
Ofte har jeg været ved at give op og har kæmpet med udefinerlige følelser hver eneste dag.
Jeg har også været meget vred og skuffet over det danske sundhedsvæsen.
Til tider fuldstændig rasende tosset og gal i skralden!
Her synes du måske, at jeg skulle være taknemmelig over, at kræften er blevet behandlet og tilsyneladende nu er helt væk?
Desværre har jeg det bare slet ikke sådan, da vi har måttet kæmpe kampen, for at komme tilbage til et normalt liv, så godt som helt alene.
Efter afsluttet strålebehandling
Der var intet tilbud om genoptræning, intet tilbud om erstatning af de ødelagte og fjernede tænder.
Der var ventetid på forundersøgelse af øret, hvor hørelsen var blevet stærkt nedsat under behandlingen. Trommehinden havde simpelt hen taget skade af strålebehandlingen (forbrændingen)
Denne ventetid varede næsten et år og blev aldrig anvendt, da Kjeld i stedet fik tilbudt hurtig "udrykning" af LIFELINE, en forsikring igennem arbejdspladsen.
Først da Gentofte sygehus blev "rykket" vedr. ventetiden og fik oplyst, at LIFELINE nu blev anvendt, kom der et tilbud om at der snarest ville være plads til forundersøgelse i Københavns Amt. Først nu forundersøgelse?
Hvorfor mon der først skete noget, da Kjeld selv reagerede?
Jeg er så fræk at påstå, at dette ikke var et tilfælde.
I perioden hvor Kjeld var sygemeldt og fik sygedagpenge, var der ingen " i systemet", der på nogen måde gjorde en " hujende fis" for at fremskynde
helbredelsen og få Kjeld hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. Der sad blot en sagsbehandler på kommunen, der kun var interesseret i at stille spørgsmålet. " ”Hvornår er du klar til at arbejde på fuld tid?" Sagsbehandleren var ung og havde sikkert ikke nogen som helst idé om hvad der skulle gøres ved en kræftpatient?
Der var selvfølgelig nogle paragraffer at gå efter, men ikke nogen steder hvor der kunne læses om Kjelds egentlige tilstand.
Det er mig en total gåde, at man ofrer en kolossal dyr kræftbehandling og så bare kaster patienten hen i et hjørne og kun yder passive sygedagpenge?
Vi har ofte talt om, at det har virket som om man har deltaget i et forsøg, hvor man egentlig ikke har tænkt videre over, hvad der skulle ske, hvis man var så heldige at man fik helbredt patienten.
Er jeg kold og kynisk?
Jeg vil klart mene at det var bedre at genoptræne og få den sygemeldte, tilbage på arbejdsmarkedet. Hurtigst muligt give mennesket sit selv værd tilbage og ikke mindst, få fjernet personen fra offentlig passiv, social ydelse. Nå tilbage til hvor "vi står nu."
Kjeld fik i november måned 2004, trukket de sidste sørgelige rester af tandsættet ud på kæbe kirurgisk afdeling i Glostrup. Inden dette fandt sted, raslede den ene tand ud efter den anden. Vi vidste at dette kunne ske, da der efter strålebehandling ikke længere er nogle spytkirtler tilbage. Spytproduktionen er ikke længere til stede og spyttet kan derfor ikke nedbryde syren der opstår i mundhulen. Der er nu frit løb for angreb af caries og derfor er der intet der kan forhindre, at tænderne bliver "ædt op!"
Efter en tur til egen tandlæge, som kom med den sørgelige meddelelse, at de sidste tænder ikke var til at redde, var vi nu sikre på at der kunne ydes tilskud efter §6d.
Tænderne var jo ødelagt af strålebehandlingen, men dette var bare ikke lige sådan at bevise, skulle jeg hilse at sige.
Der blev atter søgt om hjælp til protese og Kjeld blev henvist til kæbe kirurgisk afdeling, som var de eneste der måtte trække tandstumperne ud, da kæberne kunne være blevet beskadiget og i den forbindelse måske blevet porøse.
Jeg ved ikke om det kan kaldes held i uheld, men der skete det, at der gik infektion i en af tandstumperne og vi måtte på skadestuen. Her blev Kjeld "sparket frem i køen" og fik allerede den førstkommende mandag indkaldelse til kæbe kirurgisk afdeling, så de resterende tænder kunne blive trukket ud.
Tandudtrækningen forløb godt og uden kolossale smerter eller bivirkninger. Gud ske liv! Omkring juletid modtog vi brev fra amtet.
Den egentlige kamp 2 |