Det forklares senere hvorfor jeg citerer Halfdan Rasmussen. Jeg håber du fornemmer hvor smukt et område, vi har fået lov til at opleve?

Efter en behagelig køretur, langt det meste af vejen, ankom vi til Phillipsheim i Eifelbjergene. Jeg blev nødt til at skrive, langt det meste af vejen på grund af en meget hidsig tordenbyge, der "skød med hagl" lige i ansigtet og forhindrede os i at nå helt tørskoede til "Landhaus Biehl." Dirch, vores søde vært, kunne oplyse, at der ikke var kommet en dråbe regn, hos dem hele dagen. Underligt tænkte jeg, da den store tordenbyge, ramte os knap 15-20 km. fra Phillipsheim. Her var 25 grader og vidunderlig eftermiddags sol. Naturen omkring os var pludselig meget smuk, grøn og frodig.

Jeg tror nok jeg blev forbavset over hvor smukt og stille der var overalt og jeg blev oprigtig også forbavset over hvor hyggeligt et sted Kjeld havde fundet og bestilt på Hotel.com.

Ju bieeeee! En hel uge på dette lille hyggelige hotel.

Skildpadden i  en af gangene på Biehl, kunne måske minde om det tempo, man burde gå ned i mens man opholder sig i området? Jeg ved ikke om det er tanken med skildpadden, men der faldt godt nok ro i kroppen. Værtsparret Nicole og Dirch, samt deres dejlige familie, sørgede desuden for en helt uforglemmelig uge.

Fra vores hyggelige værelse havde vi den mest fantastiske udsigt og da det gode vejr fortsatte dag efter dag, var der god mulighed for at sidde på altanen til langt ud på aftenen, kun iført t-shirt, shorts og bare tæer.

Der var dog en ting der brød stilheden.

Hver time ca. passerede de små lokale tog, som vel mest af alt kan sammenlignes med vores s-tog?

Lige over for Landhaus Biehl var det muligt at stige på toget og f.eks. komme til Trier på ca. 1/2 time.

Vi benyttede også den mulighed, men var vidst et par uvidende fjolser eller bare turister der absolut ikke anede hvordan man købte billetter til turen med toget, især ikke når der ikke var nogen billetautomat og heller ikke skilte som oplyste om hvad man skulle gøre og hvor?"Typisk!" tænkte jeg ved mig selv. Det mindede om vores s tog stationer i Danmark. Hvis man ikke er vant til at færdes med det offentlige, så er man for det meste på "Herrens mark". Hvis der ikke er en eller anden sjæl, der kan oversætte de mærkelige oplysninger, der findes på en hver dansk banegård, så er man helt lost! Vi steg alligevel på toget i Phillipsheim, men følte at der var noget forkert i ikke at have købt en billet  på forhånd.

Først i togets kupé var et skilt med oplysning om at man skulle have en gyldig billet for ikke at betale en bøde på 40 euro, hvis en kontrollør kom forbi. Jeg lover dig for at ved første station, hoppede vi hurtigt af toget igen. Vi ville ikke løbe denne risiko og stor var vores glæde over her på denne station, at finde en billetautomat med oplysninger om hvordan en uvidende dansker skulle benytte Deutshe Bahn! Man bryder sig jo ikke om at gøre noget ulovligt og da slet ikke i et fremmed land! 

Efter meget kort tid var vi i turistbyen Trier og her lå "de gamle sten, som de altid havde ligget " Citat frit efter Dirch på Landhaus Biehl. Dirch har lidt ret i at de gamle sten ligger hvor de altid har ligget "gab!.... ", men det er nu alligevel nogle flotte gamle "sten", som skal opleves når man besøger disse kanter og det er tydeligt at se, at selv i maj måned, er der mange gæster i byen.

Det var stadig fantastisk vejr, men vi gad ikke at vade rundt ret længe og fandt derfor tilbage til banegården og hoppede igen på det lokale tog tilbage til Phillipsheim.

På en af vores øvrige ture rundt i området gik vi en tur til Dudeldorf, da her var en bankautomat og måske også andet at se på? Det må man sige at der er. Byen er med gamle brosten på gaderne og historien i det område, har bestemt heller ikke været kedelig på grund af "slåskampe" mellem greverne i Luxenborg og hertugerne i Tyskland eller hvordan det nu var det var?  Faktisk tilhørte byen Dudeldorf,  Luxenborg helt frem til 1970.

Måske er det ikke så mærkeligt, da Luxenborg kun ligger 20 km. derfra?

Følgende oplysninger har jeg siden fundet på nettet. Landsbyen Dudeldorf er hjemsted for et slot fra det 18. århundrede. Slottet ligger i byens centrum og bruges i dag til kunst installationer, film præsentationer og det er også en del af  byens årlige julemarked. 

Hold da op! Det er nu ikke lige det man tror når man ankommer til den lille "sove by"

Som de fleste byer grundlagt omkring det 18. århundrede, er byens center omgivet af en beskyttende mur, der forbinder byens 2 byporte (øst / vest) og hænger også sammen med slottet, der  beskyttede byens centrum mod nord. Begge porte giver stadig adgang til byens centrum og er bred nok til at biler kan køre igennem.

Her skal lige indskydes fra min side, at det absolut ikke er en god idé, at køre i en stor "limo" og heller ikke at finde på et forsøg med to biler på en gang! Ikke en gang to små nuttede Fiat pandaer.:-D I den vestlige port er der en restaurant (Torschaenke), som serverer traditionelle Eifel retter. Her havde vi fornøjelsen af at spise og det var da ganske udmærket.

På vores tur rundt i området, gik vi også til en lidt større by og efter en rum tid, hvor det bare steg og steg. hele 7 % stod der på et skilt, kom vi til byen Speicer.

Speicer var ikke noget særligt, men her var pludselig trafik og det var helt sikkert en gennem farts by, da der konstant susede lastbiler, busser og motorcykler forbi.

Mærkelig oplevelse oven på alt den stilhed vi ellers var vant til.

Vi tilbragte et par timer i byen og her blev jeg rimelig betaget af byens center torv, som var virkelig dekorativt lavet. Lerpotten i midten har man sikkert sat op fordi byen er berømt for pottemagere og keramik.

Eifel er også meget berømt for Bitburger Pilsner, som er et af verdens største bryggerier og Hvem er ikke bekendt med logoet Bitte, ein Bit? Vi var ikke på bryggeriet eller i byen Bitburg, men jeg synes alligevel det skal nævnes, hvis man besøger Eifel. Bryggeriet er grundlagt i 1817. Bitburger pilsner er en af de førende Premium Breweries (bryggerier) i Tyskland. Det er desuden en af ​​de største privat ejede bryggerier både nationalt og internationalt. I deres syvende generation er det en tradition med moderne ledelse og regnskaber, som er årsag til deres globale succes.

Kun det bedste, det er Bitburger Pils´s filosofi. Kun den fineste aromatiske humle, det reneste Eifel kildevand, den bedste premium byg, malt og gær fra deres rene natur kilder anvendes til fremstilling ifølge de tyske renheds love. Bitburger er nyskabende i deres brygning. I de seneste få år, har Bitburger brugt 40,000 € på at gøre sig sikre på, at deres fremstillings proces er miljømæssigt forsvarlig.

Tilbage til hvorfor jeg startede beretningen fra Phillipsheim og Landhaus Biehl med et citat om en vej der går ind i himlen, så var det ikke mindst på grund af at vores mange gåture i naturen.

Gåturene og det vi oplevede, mindede mig om denne sang. Jeg vil også godt prale en lille smule her, da vi gik i alt lidt over 30 km på 3 dage. Hold da op hvor øjet og især sjælen faldt til ro i det skønne naturområde, som også er udlagt, som nationalpark. Jeg kunne godt nok have frygtet, at en nationalpark, var et sted, hvor man skulle vade sammen med andre naturelskende mennesker. Denne fordom blev særdeles gjort til skamme, da vi faktisk ikke så eller hørte mennesker, når vi gik rundt på de små bjergveje. Kun én gang, kom en "stønnende" cykelrytter op af et, efter min mening, også lidt for stejlt bjerg. Han trak ikke engang sin cykel, det binde gale menneske!

Nå ja vi var vel også lidt gale? Det er meget sjældent jeg går ture på mere en 10 km. om dagen. Faktisk lyver jeg hvis jeg siger at jeg er vant til så meget motion på en gang. Det er vidst ikke sket siden jeg var helt ung, så denne ferievane må siges at være helt uvant for mig!

Ugen i Landhaus Biehl var nu omme og vi skulle videre mod Mosel floden og bo i byen Zell. Troede vi!

Kjeld havde heldigvis siddet og leget med GPS en og fodret "fru Garmin" med adressen på hotellet i Zell og var her blevet meget forbavset over, at "hun" hårdnakket blev ved med at påstå at der var 378 km. til byen Zell også da adressen blev indtastet for 3. gang! Hvad? Vi skulle jo kun køre ca. 40-50 km.? Godt så! Noget måtte være forkert og postnummeret så også ud til at befinde sig i et andet område? Vi afbestilte derfor vores hotel, som senere også har vist sig at ligge i det gamle Østtyskland tæt ved den tjekkiske grænse. UPS!

Fru Garmin" var igen alle pengene værd og nu var det så bare ud i det blå med  gps en  og finde noget at bo i langs Moselfloden. Floden ville vi absolut ikke gå glip af, da vi havde glædet os til at besøge området igen. 

Fortsættes