Kaos og alene

 

 

Kaos og alene.

 

Sorg.

Det havde været en underlig uge og der var varslet snestorm om tirsdagen. På grund af det forfærdelige vejr overnattede jeg i Ishøj, men havde en stærk følelse af at jeg bare måtte hjem til Kjeld allerede om onsdagen. Vejret var lidt roligere, men dog stadig med meget fyge sne og glatte veje. Vi hyggede os nogle få timer, da jeg dagen efter skulle have vagt fra 10-20.

Fredag den 22. marts var jeg hjemme klokken 18.30 og vi blev enige om at lave frikadeller og karbonader. Kjeld glædede sig over at kunne spise disse to ting for første gang i 10 år, uden at det satte sig fast i halsen. Jeg selv var virkelig også lykkelig over at gøre ham glad!Lørdag d. 23. marts startede helt normalt.

 

Vi stod op klokken 7.00, så vi kunne nå at være lidt sammen inden Kjeld skulle til generalforsamling i Tur klubben i Roskilde og jeg til Olivias konfirmation i Næstved. Kjeld sagde bl.a. ” Hvor har vi det dog godt og jeg har aldrig nogensinde før haft det så godt i mit liv, som jeg har nu!” Store ord, men ingen tvivl om at han følte det sådan.

 

Jeg blev lidt irriteret, men fik så til min store skræk at vide, at Kjeld var blevet dårlig, havde mistet balancen og var sunket sammen i venstre side! Jeg tænkte straks blodprop, men bevarede fatningen så jeg kunne gribe fat i min svigerdatter og få hende med på råd om hvordan vi fik fortalt vores søn og resten af gæsterne om det forfærdelige der var sket. Det er svært at glemme Brian og Marias vantro ansigter, men det er især svært at glemme Olivias store blanke øjne. Tårerne bare strømmede ned af hendes kinder.

Olivias konfirmation, som skulle have været en lykkelig dag, endte i det største mareridt!

Da Brian og jeg ankom til sygehuset, kunne Kjeld tale og var overbevist om at armen var brækket og han prøvede endda at rejse sig, hvor Brian stille og roligt tog om sin far og lagde ham tilbage i sengen. Her fik vi den første barske melding om en hjerneblødning i hjernestammen.

Hjernestammen er den del af vores hjerne, der styrer stort set alt i vores krop og når en blødning fremkommer her, er det meget, meget alvorligt!

 

Alt føltes som en film, hvor virkeligheden bare ikke kunne være virkelig og at se Kjeld på neurologisk afdeling, liggende uden at kunne åbne sine øjne eller styre sin venstre del af kroppen, var fuldstændig urealistisk!

 

 

 

 

Jeg satte mig stille ned ved siden af Kjeld og knugede hans hånd. Alle maskinerne der kontrollerede med grønne og røde lamper og kom med små digitale bip, var yderst skræmmende og var i høj grad med til at gøre situationen mere uhyggelig. Kjelds blodtryk skulle falde og jeg sad bare og stirrede på skærmene og håbede på et mirakel. Der kom absolut ingen mirakler og pludselig, da Kjeld skulle have noget at drikke, gik det helt galt. Blodtrykket steg, han kastede op og jeg fik at vide at han nu blev indlagt på intensiv.

 

Jeg blev kaldt ud til en læge som bad mig om at forstå, at Kjeld var ved at dø og at jeg skulle ringe til hans børn.

 

Jeg følte mig så alene og så magtesløs og de søde sygeplejersker prøvede at trøste, men jeg var totalt i trance og anede ved gud ikke hvilket ben jeg skulle stå på?Jeg fik famlet mig ned på gaden og trykket nummeret til Maria og Brian. De fik kontaktet Charlotte og kort tid efter ringede Kjelds søster Annie og spurgte hvad der var sket med Kjeld? Et par timer senere sad vi alle i opholdsrummet og fik af neurologen og anæstesi lægen, klart og præcist serveret Kjelds chancer for at overleve. Chancerne var de samme som at vinde den store gevinst i lotto og pga. hans svære hjerneskader, ville man ikke foretage genoplivning, hvis hjertet holdt op med at slå, når man dagen efter vækkede Kjeld.Det var så forfærdeligt og jeg var så påvirket, at min hjerne kørte på højeste gear.

Jeg græd ikke, men fokuserede på situationen, men er nu bagefter helt sikker på at jeg ikke ville acceptere det der skete.

Nu startede mareridtet for alvor. Kjeld var stærk nok til at ”vågne” og kunne selv holde sig selv i live. Hjertet slog og lungerne var stærke. Stille og roligt var det ikke længere kun maskinerne der holdt ham i live. Jeg fik at vide at Kjeld ville blive flyttet til Næstved Sygehus når der var en plads. Jeg var så naiv at tro at det ville ske når han ikke længere lå på intensiv og var da også helt sikker på at jeg ville få det at vide dagen før man påtænkte at flytte ham.

 

NEJ? System Danmark var nødt til at ”flytte penge” med et kvarters varsel og jeg blev ringet op midt på motorvejen. En sygeplejerske sagde ”Vi flytter Kjeld Jacobsen til Næstved om et kvarter og så kan i jo besøge ham der, senere på eftermiddagen. Jeg fremstammede ”Hvorfor skal han flyttes?” Konkluderede sarkastisk ” Nå ja, det handler selvfølgelig om at flytte penge fra A til B?” Sygeplejersken mente ikke vi skulle komme ind på dette emne. Ergo ramte jeg plet?

Klokken var 10.45 og igen var jeg så naiv at tro, at jeg blev ringet op og fortalt om alt var gået godt og hvor han var blevet anbragt. Igen NEJ!Jeg hørte absolut intet, men jeg var jo også kun hans kone. Hvor blev jeg dog skuffet og vred. Hvad helvede bildte de sig ind? Hvorfor måtte jeg ikke følge Kjeld fra Roskilde til Næstved? Han kunne jo ikke selv, hverken sige ja eller nej og lå stadig intensiv. Det var frostvejr og jeg tænkte bare på, at han lå og frøs og havde det ganske forfærdeligt helt alene. Denne flytning fandt sted onsdag før skærtorsdag og jeg skal lige love for at jeg oplevede skærtorsdag og langfredag i ordenes bogstaveligste forstand. Næstved sygehus, havde ikke tid til noget som helst og jeg kan igen undre mig over at han røg til Næstved når så mange patienter lå på gangene og så mange læger og sygeplejersker var på påskeferie?

 

Fredag morgen blev jeg ringet op af en læge ved navn Jonas. Han havde knoklet med Kjeld hele natten og det så ikke så godt ud for han havde fået lungebetændelse, men han mente der var styr på det og bakterierne blev bekæmpet med antibiotika, men Kjeld var meget udmattet. Lungebetændelse? Flytning i ambulance? Kulde? Nye bakterier? Så brød jeg sammen. Nu kunne jeg ikke rumme mere.

Lørdag aften blev jeg igen ringet op da man flyttede Kjeld fra intensiv til neurologisk afdeling.

Håb?

På neurologisk afdeling var der intet mindre end kaos. Sure sygeplejersker, distræte læger med flagrende kitler og ingen kommunikation til os der stod på sidelinjen, os med alle spørgsmålene, os med den store sorg, os man også kalder pårørende. Man fortæller også i pjecer, at vi er velkomne til at kontakte afdelingen dog på bestemte tider. Det man bare glemte i vores tilfælde var at give os en pjece. Jeg fandt den senere i Kjelds skuffe og tænkte! Nå det var da også et godt sted at lægge den. Der var jo heller ingen grund til at informere. Vi havde jo fået at vide i Roskilde, at Kjeld ville dø og så var det vel bare at vente?

Det var så ubehageligt, denne ventetid. Sygeplejersken der åbenbart passede Kjeld, var fåmælt og gnaven og sagde bare, at jeg måtte være klar over at Kjeld var alvorligt syg. Intet andet fornuftigt, heller ikke når det gik fremad eller når det gik tilbage. Tavshed eller også var der ikke et øje på hans stue i timevis. Kjelds snor, som han kunne trække i og tilkalde personalet, lå så godt som hver eneste dag en meter fra hans seng, henslængt på gulvet. Den allerværste oplevelse var dog den dag hvor det ellers gik godt og Kjeld kunne komme over og side i en stol. Her valgte man at smide ham i en stol med åbent vindue, bare tæer og tynd hospitalsundertrøje mens det var frostvejr uden for. Han var isnende kold på sine ben og langt op af kroppen. Jeg puttede tæppet om ham og gik grædende derfra. Da jeg nævnte det åbne vindue dagen efter, fik jeg at vide, at jeg jo bare kunne have lukket vinduet.

 

Lignende episoder fandt sted dag efter dag, men jeg vil ikke komme nærmere ind på det her, men vred det er jeg. I en mail til nogle gode venner skrev jeg ugen efter påske således.”Han har ligget med lungebetændelse, som hospitalet siger skyldes de bakterier der er på hospitalet? Man må sige uden at være meget grov, at Næstved sygehus neurologisk ikke er for sarte sjæle! De er underbemandede, der er nogle af dem som er direkte uforskammede med hensyn til at svare mig og det er sgu` ikke det jeg har brug for nu.

 

Kjeld har været vågen i perioder og nusset mig på ryggen og mumlet et uforståeligt sprog, dog sagde han tydeligt i lige måde, da vi sagde sov godt her i torsdags hvor jeg havde været hos ham fra 10.10 til 19.00 (fedt)Klokken 22.10 blev jeg ringet op at han igen havde lungebetændelse og jeg måtte gerne komme ud og være der. NEJ. NEJ Der magtede jeg det ikke.

 

Vi aftalte at jeg ringede ind klokken 00.30 efter vagtskifte. Jeg ringede som aftalt og blev mødt af en udlænding finsk med dansk accent. Hun var gnaven og jeg kunne ikke forstå det halve af hvad hun sagde! Jeg tillod mig selvfølgelig at sige ” hvad siger du jeg forstår dig ikke.” Jeg fik så den besked, at det var det samme med Kjeld som tidligere og at " Vi skal nok ringe, hvis der sker noget, godnat og sov godt! "ØHE.......?

 

I går var jeg derfor død bange og nede i et sort hul, rasende på personalet og turde ikke ringe derud. Kjelds søster ringede og i en hel time, sagde de ring lige om 10 min. ENDELIG kom hun igennem og der blev oplyst at han ikke havde det bedre og de havde kun haft kontakt til morgen hvor han åbnede øjnene? Annie måtte ringe igen klokken 14. Det samme gentog sig. Ikke tid nu og sygeplejersken måtte ikke udtale sig, det skulle lægen og han/hun ville ringe når der var tid. Klokken 16 i går ringede en gnaven læge, som oplyste at der ikke var infektion i blodet, men lungebetændelse, som man igen behandlede med antibiotika og så fik han lidt morfin. Annie sagde til lægen at det var ufatteligt at en så syg mand skulle ligge i så åbent et forum. Lægen svarede at sådan var det bare!!!! Annie blev rasende og jeg forventer måske det sidste ord ikke er sagt.

Jeg har det op og ned, men håber jeg finder hoved og hale igen og bliver lidt mere tryg ved hvordan de passer min stakkels mand?

 

Hvorfor helvede skulle han absolut flyttes til Næstved, når de tydeligvis ikke er nok til at pleje? Penge selvfølgelig! Jeg ved det jo godt.

 

Timerne, dagene og ugerne gik. Fremskridt skete der ikke. Det gik fremad, det gik tilbage i en uendelighed.

Lørdag den 13 april, hvor jeg for sidste gang kunne holde Kjeld i hånden og nusse ham på panden, blev Kjelds søster, min nevø og jeg kaldt ind til en sød, sød overlæge. Her fik vi at vide, at nu kunne Kjelds organisme ikke klare mere. han "druknede sig selv", da hans synke mekanisme ikke længere fungerede. Nu fik vi endelig lov til at forklare, at kjeld normalt havde svært ved at synke pga. den tidligere halscancer behandling i 2003!

Det ene ord tog det andet og den pågældende overlæge, gav udtryk for, at nogle på neurologisk afdeling skulle have lyttet lidt bedre til os, da vi gentagne gange havde sagt til personalet, at han ikke kunne synke normalt! Vi blev opfordret til at skrive en rapport, så man kunne lære af sine fejl! Glimrende, men stort set ligegyldigt nu!

 

Efter samtalen og efter at jeg fik sundet mig lidt, gik jeg tilbage til Kjeld.Hvad? Kjeld var blevet vasket, iført rent tøj og sengetøj. Stuen var ren og pæn og jeg blev for første gang budt på kaffe og sågar aftensmad. Jeg tænkte. Nå, mon nogen havde fået en skideballe, efter at vi havde fortalt overlægen om vores forfærdelige oplevelser i over tre uger?

 

Mens jeg sad og holdt Kjeld i hånden, åbnede han øjnene og stirrede langt ind i min sjæl. Han løftede hånden og vinkede farvel. Jeg forlod hospitalet og vidste, at det var sidste gang i mit liv, at jeg skulle se min elskede mand.

 

Mandag d. 15. april, sov Kjeld stille ind og ALT var bare TOMT.

Der var ikke engang kræfter til at græde eller tage til Næstved og sige farvel. Jeg ville ikke se ham og hellere bevare det minde jeg havde sammen med ham lørdag den 13. april. Kjelds 3 børn tog til sygehuset og med hinanden i hånden gik de ind til deres far og sagde farvel for sidste gang!Jeg er lykkelig fordi de ville gøre det sammen trods deres meget store smerte.

 

Bisættelsen i Øster kapel var smuk og oven i købet på årets første forårsdag.

 

Her er vores tale, som præsten læste op.

 

Kjeld Gunnar Gran Jacobsen sov stille ind den 15.0 4.13 efter tre ugers meget hård kamp med at forsøge at vende tilbage til livet. Kjeld udtalte lørdag morgen den 23. 03. 2013 til Inge, at han aldrig før i sit liv havde haft det så godt. Klokken 14 fik han en hjerneblødning. For en sjælden gang i ægteskabet var Kjeld til general forsamling i Turklubben og Inge til barnebarnet Olivias konfirmation ellers foregik stor set alt fælles. Mødte Inge i november 1981 og meget snart blev de klar over at et dybt, dybt venskab og stor kærlighed var blevet skabt.

Blev gift d. 22. oktober 1983 og Inge udtaler at de aldrig har skændtes men derimod respekteret hinandens forskelligheder og meninger, Han sagde at man skal ” give hinanden plads” hvis et ægteskab skal blive langt og lykkeligt!

I Brøderup fandt Kjeld sit lille private paradis og elskede sit hjem og omgivelser. Kjelds tre børn Charlotte, Brian og Maria står tilbage med en stor dyb sorg og spørgsmålet om hvorfor deres far lige netop skulle rammes så hårdt så tidligt i livet? Juleaften 2012 havde han den store glæde at holde juleaften sammen med alle sine tre børn. Efter meget hård sygdom i 2003 evnede Kjeld at fighte sig tilbage til livet. Der var nu flere børnebørn, børn, svigerbørn og hans tro følgesvend Inge at kæmpe for. Kjeld var sikker på at det ikke var nu han skulle herfra, har han udtalt til Inge.I løbet af 2004 og 2005 mødte Kjeld og Inge. Turklubben og et stærkt bånd blev knyttet. Her er i dag gode venner der ligesom Kjeld elsker friheden på to hjul og ture ud i ”det blål ” Kjeld talte gerne og længe om de mange ferieture sammen med Inge, børn og børnebørn samt venner i Turklubben. Hos Wanda og Frank i Polen, fandt Kjeld sit andet hjem.

På campingpladsen på Falster var det samværet med hans gode venner familien Clasen, der trak.

Kjeld havde mange store drømme om fremtiden og der var lagt store planer for de kommende år. Motorcyklen var den magnet der kunne give energi på mørke vinteraftner, hvor han længtes efter forår, sommer og ferie med mc kørsel som den største længsel.Kjeld elskede bjerge og disse kolosser mindede ham om hvor sårbare og små vi mennesker er. Havde et klart og tydeligt budskab som han bl.a. har udtalt til sine børn.”Lad aldrig solen gå ned over din vrede!” Det blev altid praktiseret i Kjelds og Inges hjem. Inge har nu mistet en brik i sit personlige puslespil, som aldrig bliver fundet! Søster Annie har mistet sin elskede bror, Kjelds tre børn Charlotte, Brian og Maria deres elskede far og børnebørn og svigerbørn, deres elskede farfar, morfar og svigerfar.

 

I dag foretager Kjeld sin sidste jordiske rejse til Snesere kirkegård hvor Kjeld skal hvile for evigt.

Til slut vil Inge gerne have lov til at udtrykke sine følelser for sin mand med ”The lonely shephard” og Nana Mouskori, da et af Kjelds største ønsker var at opleve hende optræde i Athen.

 

 

 

 

 

 

Omkranset af venner og familie fik dette mareridt også en ende.

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

Ingen i hele verden havde drømt om eller for den sags skyld forestillet sig, at den 23. marts 2013, skulle ændre mit liv helt radikalt for altid.